En stærk kampagneside

En indbydende og informativ kampagneside er en essentiel del af jeres crowdfunding kampagne. Her gennemgår vi de enkelte elementer af den gode kampagneside.

Enhver kampagneside består som minimum af fire elementer. En titel, en uddybende tekst, en afsender og et eller flere visuelle elementer så som video og billeder.

Titel: Jeres titel skal være informativ og samtidig have et klart budskab. Det er en god idé at skrive kampagnens navn i bydeform og fortælle præcist, hvad der indsamles til. F.eks. “Hjælp os med at bygge et nyt klubhus til Storkøbing IK”.

Video: Video er ét af de stærkeste værktøjer I har. De fleste mennesker gider ikke læse tekster mere. Selv en uredigeret video, hvor du sidder foran din computer og fortæller om projektet, er bedre end ingen video. Endnu bedre er, hvis I bevæger jer udenfor, snakker med de mennesker, der får gavn af projektet og måske endda viser klip fra dét sted, hvor projektet skal gennemføres.

Der findes mange gratis redigeringsværktøjer til at lave en video, og du har højst sandsynligt flere af dem installeret på din telefon eller computer allerede. Hvis du har tiden til det så brug et par timer på at lære ét af værktøjerne (eller find en teenager der kan hjælpe dig!).

Billeder: Billeder er med til at give jeres kampagne blikfang og vække følelser hos bidragsydere. Jeres hovedbillede må meget gerne være de mennesker (eller dyr), der kommer til at få gavn af projektet. Det er dem, der vækker glæden ved at give og fortæller jeres historie bedst. Blandt de andre billeder kan I så have alt fra plantegninger til billeder af projektområdet.

Tekst: En god tekst har en klar historiefortælling om jeres projekt og giver svar på følgende spørgsmål:
  • Hvem får gavn af projektet?
  • Hvorfor er projektet vigtigt?
  • Hvilken betydning får projektet for dem der får gavn af det?
  • Hvad sker der, hvis projektet ikke finansieres?
For nogen projekter, især de helt store, kan det også være en god idé at forklare, hvorfor I er kompetente og de helt rigtige til at gennemføre projektet. Her handler det om at skabe tillid til jeres evne til at kunne eksekvere på projektet. Hvad har I for eksempel gjort af overvejelser om risiciene for at projektet fejler, selvom I får finansiering.

Gør opmærksom på at alle bidrag, store som små, hjælper. Du får brug for opbakning blandt både dem, som kan bidrage med store beløb, samt dem som må nøjes med at give 50 kr.

Afsender: At kunne sætte navn og billede på personerne bag projektet - også selvom midlerne modtages af en forening eller virksomhed, øger tilliden til projektet og til jer. Der er altid en person bag et projekt, og at stå frem med navn og billede virker tillidsvækkende.

Vil du oprette en crowdfunding kampagne?

Opret kampagne