Presseomtale af jeres kampagne
Uanset hvilken slags kampagne I lancerer, kan det være relevant at overveje, om ikke presseomtale kan hjælpe jer med at skabe opmærksomhed omkring den.
De fleste kampagner på BetterNow crowdfunding er lokale af deres natur, og derfor vil landsdækkende medier næppe dække dem. Men omtale i lokale medier kan være guld værd og en måde at nå potentielle bidragsydere, som I ellers vil have svært ved at nå.Presseomtale giver jeres kampagne og sag en autoritet, som ellers kan være svær at opnå og vil helt sikkert bidrage positivt, når I er ude og tale med potentielle bidragsydere. Fonde og virksomheder vil være langt mere tilbøjelige til at støtte kampagnen, hvis de kan se, at den allerede har fået opmærksomhed.
Hvem skal I kontakte?
De oplagte bud er de lokale aviser, fællesblade og andre publikationer. Vær opmærksom på om de har deadlines, især hvis de udkommer med lange mellemrum. Lidt sværere, men absolut værd at kontakte, er TV2 lokale TV-stationer. Det behøver ikke nødvendigvis være et TV indslag, men kan også være en nyhed på deres nyhedssite. Generelt er det en del nemmere at få en artikel på et lokalt nyhedssite, og her vil mange opleve at få succes.Hvis I går efter et nationalt nyhedssite skal I enten have en virkelig god historie eller en historie, der på den ene eller anden måde passer ind i nyhedsstrømmen og som har national interesse.
Det er bestemt værd at overveje nyere medier og influencere. Influencere kan have en lige så stor gennemslagskraft som traditionelle medier, men det kræver at I kan tænke jer selv ind i, hvordan historien passer til netop denne influencer. Influencere er her at regne ligesom medier - I bliver nødt til at forklare, hvorfor jeres historie er værdig for omtale hos dem.
Nogle fif og gode råd, når I kontakter medier
Her er nogle fif samt forberedelser, som I med fordel kan gøre, før I kontakter et medie:- Fat jer i korthed. I skal kunne forklare jeres historie på nogle få linjer, som klart fortæller hovedbudskabet i historien, og hvorfor den er interessant for præcis dette medie.
- Vælg én - og kun én, vinkel på jeres historie.
- Vedhæft eventuelt en mere traditionel pressemeddelelse. Husk her at starte med det vigtigste, derefter det mindre vigtige og til sidst det mindst vigtigste.
- Se om I kender en journalist, enten via et netværk eller personligt. Dette kan øge sandsynligheden for at komme mærkbart igennem nåleøjet.
- I kan eventuelt vedhæfte yderligere materiale, for eksempel citater fra jer, som I allerede har gjort klar, uddybende beskrivelser og især billedmateriale, som de gerne må bruge. Gør det så let som muligt for mediet. Men antag at de kun læser det efter, at de har bestemt sig for at bringe historien.
- Brug eksterne kilder til at underbygge jeres historie. Hvis I referer til eksterne kilder, som mediet kan tage kontakt til, så vær sikker på, at kilderne har fået besked herom. En esktern kilde kan f.eks. være en person, der vil nyde godt af projektet eller en anden interessant, som kan underbygge jeres historie. Det er selvfølgelig allerbedst, hvis I allerede har fået indhentet og godkendt et citat fra kilden.
- Skriv til journalister over email i første omgang, ring kun som sidste udvej. Send gerne din email eller pressemeddelse tidligt om morgenen, da det er her dagens historier udvælges.
- Husk altid tydelig kontakt information på jer selv.
Rid på bølgen af opmærksomhed
Hvis I får succes med presseomtale, så er det med at bruge det uden tøven. I kan med fordel tage kontakt til virksomheder, fortælle at der er en artikel i dette medie og bruge det som en ekstra gulerod, når I spørger om en donation fra dem.Presseomtale kan give afgørende momentum, så sæt alt ind på at bruge artiklen, når I deler jeres historie på de sociale medier og ved kontakt til mulige større bidragsydere.