Finn Beton Fonden

Sailing Aarhus har siden efteråret samlet penge ind via Betternow til en ny fond, Finn Beton Fonden. Fonden kan søges af unge, lokale sejlere der gerne vil videre med sporten og skal bruge penge til f.eks. udstyr, transport eller deltagelse i stævner.

Sailing Aarhus har gennem mange år set et stort behov for at unge kunne få økonomisk støtte til større eller mindre projekter i deres videre færd i sejlsporten. Det er en velkendt udfordring, at når unge sejlere flytter hjemmefra og mor og far måske ikke længere betaler for alt, at der skal tænkes kreativt for at få råd til at være med på eliteniveau i sporten.

Derfor er det vigtigt at en forening som Sailing Aarhus med fem lokale klubber støtter op med fundraising.

Vi har brug for en platform, som giver folk tid til i ro og mag at yde et bidrag og enten gøre det anonymt eller med navn og en hilsen. Vi vil gerne lave et arrangement til efteråret med de dygtigste sejlere vi har, invitere forskellige direktører og potentielle sponsorer. På dagen handler det om at give en fed oplevelse på vandet, og har folk jo mulighed for efterfølgende at donere, hvis de synes, forklarer Christinna Selmer Læbel, der er eventkoordinator i Sailing Aarhus.

I dag står der ca. 165.000 kr. i fonden, der er blevet samlet dels ved et klubmedlems dødsfald, hvor familien bad om midler til fonden og de unge sejlere i stedet for til blomster. Dels ved et jubilæum for Finn Beton, hvor pengene gik til fonden i stedet for gavebordet.

Fondens formål er både at støtte det enkelte talent, men uden fællesskabet går det ikke. Fonden skal støtte det sociale aspekt i sejlsport. Vi kommer kun selv frem, hvis vi hjælper hinanden og det er et godt budskab, som vi gerne vil brede ud, så flere får lyst til at bidrage til arbejdet, siger hun.

Den første uddeling vil være i efteråret 2022 og legatportionerne er på mellem 5000 og 25000 kr. De kan søges af alle unge i Sailing Aarhus’ regi.


Vil du oprette en crowdfunding kampagne?

Opret kampagne